---

NY KOSMOLOGI

---

"MØRKT STOF" fylder 99,9 % i Universet - men 100 % kan GLØDE . . .

---

- Der er alt for mange anomalier tilknyttet de gældende ”love” til at disse kan være ophøjet til at gælde for love om Naturen og de kosmologiske sammenhænge. Der må en alternativ forklaring til. Men for at få en ny forklaring, forudsættes der at man stort set glemmer alt om Newtons og Einsteins love der til stadighed medfører anomalistiske måleresultater!

OPHÆVELSE AF DE UDUELIGE HYPOTESER

1. Bortset fra en "lokal magnetisme" er der INTET i Universet der trækker i noget som helst
2. Rette lineære teorier duer ikke til forhold der krummer sig ind og folder ud af "sig selv"
3. Begrebet "Rum/Tid" duer ikke til at beskrive forhold der krummer sig ind og folder ud af sig selv
4. Den lille Jordiske tidsopfattelse passer hverken med Sand Soltid og heller ikke med den øvrige kosmologiske virkelighed
5. Farvel til den kosmologisk indsnævrende bevidsthed i "Big Bang" teorien
6. "Antistof" findes begrebsmæssigt kun som kosmologisk forklaringskrykke

Således sorteret, gemt af vejen og glemt, kan der hermed indføres nye kosmologiske begreber og naturlige beskrivelser der er fuldt og umiddelbart forståelige og som kan genkendes fra det naturlige liv.

Den Universelle skabelsesproces er således:

Universet indeholder en 99,9 % grundliggende kold og usynlig mediebaggrund, (Hydrogen og Helium = Det usynlige Stof; = det tidligere "Sorte Stof"; = Det Hurtige Medie; = Det allestedsnærværende og = årsagen til Baggrundsstrålingen).

Resten af Universet indeholder 0,1 % molekylære skyer af tungere Gasser og Støvskyer (Successivt langsommere gennemtrængeligt i forhold til grundstoffernes vægt) der jævnligt påvirkes af eksploderende presbølger som skaber hvirvler i Gas- og Støvskyerne ud i Højredrejende eller Venstredrejende galaktiske Hvirvler som derved sammenklumpes, opvarmes, sammensmeltes, eksploderes og atter udspredes og sammenklumpes og spredes og sammenklumpes og spredes - altså en evig proces af en hvirvlende sammenklumpning og spredning, der kun påvirkes af tilsvarende kosmologiske processer i nærheden.

Et udbrud i en Kvasar skaber svampelignende hvirvler i den omliggende globulære sky af gas. (Men hvordan kan der slippe noget som helst ud af et Sort Hul? Endnu en Tyngdekraft-anomali!)

Ud over beskrivelsen med de Højredrejende og Venstredrejende kosmiske Hvirvler, skal der også tilføjes en ekstra beskrivelse der forklarer hvorfor bevægelsen i en hvirvlende molekylær Gas- og Støvsky tager en bestemt vertikal rotationsretning.

KIG DYBT IND OG SE MERE OG MERE TOMHED

Hvorfor reducere sig ind i usynligheden når man kan deducere sig naturligt frem til det åbenlyse?

Fra http://en.wikipedia.org/wiki/Nuclear_force

Nu er man altså på "kvark planet" der allerede meddeler at også nogle af disse underkomponenter opfører aldeles ustyrligt. Jeg lader den engelske tekst stå for sig selv.

A Feynman diagram of a strong proton-neutron interaction mediated by a neutral pion. Time proceeds from left to right.

The same diagram with the individual quark constituents shown, to illustrate how the fundamental strong interaction gives rise to the nuclear force. Straight lines are quarks, while multi-colored loops are gluons (the carriers of the fundamental force). Other gluons, which bind together the proton, neutron, and pion "in-flight," are not shown.

• A proton and an electron can move separately; the total center-of-mass energy is positive, and such a pair of particles can be described as an ionized atom. Once the electron starts to "orbit" the proton, the energy becomes negative, and a bound state - namely the hydrogen atom - is formed. Only the lowest energy bound state, the ground state is stable. The other excited states are unstable and will decay into bound states with less energy by emitting a photon.

En Proton har 2 Op Kvarker og 1 Ned Kvark og Protoner . En Neutron har 1 Op og 2 Ned Kvarker

 

Citat fra Wikipedia: "Der findes seks forskellige slags kvarker: Up, down, top (tidligere truth), bottom (tidligere beauty), charm og strange og 6 de antikvarker: Anti-up, anti-down, anti-top (tidligere anti-truth), anti-bottom (tidligere anti-beauty), anti-charm og anti-strange", citat slut.

Da Astrofysikerne og Kosmologerne ikke forstod den kosmologiske betydning af de 2 Førstegenerations  Kvarker, "Op Kvark" og Ned Kvark", som er "højst ustabile og varierende", var man nødt til at finde mere ud af deres indhold. Og så fandt man 2. Generations kvarkerne "Charme Kvarken" og "Mærkelig Kvark". Men da man heller ikke kunne se den kosmologiske betydning af disse, og stadig søgte flere kvaliteter, fandt man 3. Generations kvarkerne "Top" og "Bund".

Men da man stadigvæk ikke kunne forstå hvorfor disse 6 Kvarker ikke opførte sig som de venligst burde og skulle ifølge "loven om de indskrænkende teorier" - og nogle gange opførte de sig endda stik modsat en tidligere måling, så måtte man jo naturligvis også indføre 6 "Anti Kvarker" som et modstykke til de ustyrlige første 6 Kvarker. Og lige lidt forstår man . . . og det er forståeligt. For forskerne forsøger at måle en kvalitet i en forsøgsopstilling hvor kvaliteten på det eftersøgte ikke kan folde sig naturligt ud i sammenhæng med de øvrige naturlige forekomster i Kosmos.

Med andre ord: Når man laver forsøgsopstillinger for at reducere egenskaberne af en kvalitet der er taget ud af den kosmiske sammenhæng, så får man også resultater der siger mindre og mindre om det samlede kosmiske helhedsbillede.

Men da "Anti"-begrebet er afskaffet, har vi kun 6 kvarker tilbage og det er kun nødvendigt med de 2 Førstegangs Kvarker for at anskueliggøre hvorledes de ovenfor nævnte Hvirvlende molekylære Gas- og Støvskyer tager den ene eller den anden vertikale retning når hvirvlerne dannes.

UNIVERSETS GRUNDLIGGENDE SKABELSESPROCES

Hydrogen og Helium danner Det Usynlige Baggrundsmedie for de Synlige Molekylære Gas og Stofskyer. Kosmiske eksplosioner danner Lokale Hvirvelbevægelser i Gas og Stofskyerne der reagerer Højre- eller Venstredrejende med Hvirvlende Klumpning; Opvarmning; Sammensmeltning; Eksplosion og Udvidelse. Altså er der tale om en evig bevægelse hvor Gasser og Stoffer samles og spredes via en Indfoldning og Udfoldning etc. etc.

DE GRUNDLÆGGENDE KOSMOLOGISKE KRÆFTER:

1. Princip 1. Universelt Hvilende i sig selv. (Medier: Hydrogen og Helium. "Mørkt Stof", Baggrundsstrålingen)
2. Princip 2. Lokal Udvidende/Accelererende bevægelse
3. Princip 3. Lokal Sammenpressende/Decelererende bevægelse (Den omvendte betydning af den gamle Newton/Einstein-teori om "tyngdekraft/tiltrækningskraft)
4. Princip 4. Solar og Galaktisk vekselvirkning imellem udvidelse og sammenpresning,

SOLSYSTEMET

Forud for Solens og Planeternes dannelse er der foregået en hvirvlende opvarmning af stoffer og gasser der smeltede mere og mere sammen indtil stoffet og gasserne eksploderede og igen slyngedes ud og dannede planeterne og andre rester i Solsystemet.

Solen har en egen magnetisk sfære som vekselvirker imellem udvidelse og sammentrækning, men Solen påvirker derudover alle Planeter og andet stof i Solsystemet med den udstrålende bølgeeffekt af Solvinden, der har eksisteret lige siden eksplosionen. Denne udstrålende effekt (Princip 2) påvirker stadigvæk alle planeter og alt stof i Solsystemet som en kraft der langsomt presser, relativ konstant, udad i Solsystemet indtil denne udfarende kraft mødes af ekstrasolare kræfter i Solsystemets omgivelser i Galaksen.

(Solsystemet kan muligvis også have opstået på en helt anden måde end hvad forskerne tror. Da man har opdaget at der findes unge stjerner i midten af nogle galakser, kan man altså også forestille sig et komplet omvendt forhold angående skabelsen af vort Solsystem, nemlig at stjerner og planeter kan skabes midt i det, som astrofysikerne og kosmologer ellers kalder et "sort hul" hvor alt ellers skulle blive trukket ind og revet i atomer og det der er værre. Altså STIK IMOD alle accepterede love fra Newton og Einstein og andre spekulative hoveder)

GALAKSEN MÆLKEVEJEN

Ligesom med Solsystemets dannelse ud af hvirvlende stof og gas, ligner Galaksens overordnede udseende også en hvirvel af støv og gas. Ud fra den gængse opfattelse af Newtons/Einsteins anomalistiske tyngdelove/tiltrækningslove, antager flertallet af kosmologiske og astrofysiske forskere at der er en enorm tiltrækningskraft i form af et ”Sort hul” som trækker i alt fra midten af vores Galakse.

Også i forbindelse med denne antagelse finder man naturligvis tyngdekraftmæssige anomalier. I Feb. 2008 meddelte nogle forskere at centret i vores Galakse var en ”kolossal partikelgenerator med en massiv udstråling af energi der påvirker gas- og stofskyer i omgivelserne. Men hvordan kan man samtidigt påstå, at der er en enorm tiltrækningskraft i midten af vores galakse men også en ”kolossal udstråling med en påvirkning langt ud og væk fra ”det sorte hul”? Går bevægelserne indad eller udad i galaksens centrum? Handler det grundlæggende bevægelse om Princip 1 eller Princip 3 efter min opstilling om ”De grundlæggende kosmologiske bevægelser” ovenfor? Det kan jo ikke omhandle begge principper samtidigt!

I Aug. 2008 meddelte nogle forskere at de havde løst mysteriet om nogle unge Sole tæt på Mælkevejens ”sorte hul”. Forskerne havde opstillet en computersimulering hvor man simulerede en molekylær gas- og stofsky ”falde ind i et Mælkevejens sorte hul” og kunne derved anskueliggøre tilstedeværelsen af unge Sole omkring Galaksens sorte centrum.

Jamen! Den almindelige gravitatoriske antagelse er jo ellers at ”alt forsvinder når det trækkes ind i et sort hul”. Der skulle intet kunne dannes men tvært imod skulle alt splittes op i atomer og ligefrem ”trækkes ud af rum/tidshorisonten”! Alligevel findes der ”unge Sole” omkring vores galaktiske centrum! Hvilket bevægelsesmæssigt grundprincip er der her egentlig tale om? Handler den grundlæggende bevægelse i Galaksen om Princip 2 eller Princip 3 efter min opstilling om ”De grundlæggende kosmologiske bevægelser” ovenfor? Det kan jo ikke omhandle begge principper samtidigt!

Og hvad beviser i øvrigt en computersimulering baseret på kosmologiske formler som har skabt en mængde spørgsmål om kosmologiske anomalier i massevis fordi forskerne grundliggende ikke har forstået begrebet ”tyngdekraft”? Bliver noget mere rigtigt når man indsætter formler for ikke-forståede naturlove ind i en computersimulering med det formål at finde en bekræftelse på nogle antagelser der i første omgang er ikke-forståede?

MÆLKEVEJENS AKTUELLE BEVÆGELSE

Hvad angår skabelsen af vores Galakse Mælkevejen er der tale om den selvsamme proces som med Solsystemet. Oprindelig er kosmisk støv og gas blevet påvirket af ekstragalaktiske energibølger som startede en (sandsynligvis flere) hvirvlende proces i den støvsky der senere blev til Galaksen Mælkevejen. Hvirvelstrømmen opvarmede stoffet og gasserne indtil sammensmeltningen blev så koncentreret, at centret eksploderede i en hvirvelstorm af ny gas og stof. En udvidelse der atter og atter er blevet gentaget i Galaksens omgivelser og som stadig foregår ud fra Mælkevejens centrum. Og derfor findes de ”unge sole” naturligvis midt inde omkring galaksens centrum.

Der er forskel på Galakser og Galakser. Der er Samlende og Spredende Galakser og der er Højredrejende og Venstredrejende Galakser. I Spiralgalaksen ovenfor, er der tale om en venstredrejende, rund og jævn bevægelse ind imod midten. Spiralarmene er diffuse. Dette bevægelsesmønster antyder en jævn hvirvelstrøm der SAMLER gasserne og stofferne i en sådan Galakse (Princip 3)

Vor egen Galakse, Mælkevejen, ligner ikke den ovennævnte Galakse. Den aktuelle og principielle bevægelse i vor egen Galakse, Mælkevejen, er en Kosmologisk Udvidende/Accelererende og Højredrejende bevægelse. (Princip 2) Denne udvidelse kan åbenlyst konstateres og bestemmes ud fra at vores Galakse er en såkaldt Bjælke-Galakse.

Udseendet og bevægelsen i en bjælkegalakse viser med klarhed, at der er tale om en udvidelse. Der er foregået en pludselig udstråling fra Galaksens to poler der dannedes ved sammensmeltningen og den efterfølgende eksplosion. I en Bjælkegalakse ses tydeligt 2 udstrålende Jets der danner en udstråling af gas og stof. Via centrets rotation dannes Galaksens skiveform der opbygges mere og mere med klare arme (i forhold til de diffuse arme i ovennævnte Galakse) der bevæger sig længere og længere ud fra centret.

 

Det udstrålede stof skete hurtigt og kraftigt, og da den oprindelige hvirvel af gas og støv eksploderede, bibeholdtes den roterende bevægelse også ved den pludselige udstråling af de to bjælkearme og det abrupte udseende af armene dannedes via den oprindelige rotation. Derved spredtes armene længere og længere ud (Princip 2) og dannede Mælkevejens nuværende skiveform. Link til billede 2 Bjælkegalakse.

GALAKSERS SORTE HULLER

Hvad er en Galakse egentlig andet end ”et stort vejrsystem” på det makrokosmiske plan? Er alt ikke foroven som forneden? Er Globale kosmologiske processer ikke et resultat af større Universelle kosmologiske processer? Kan man lave en sådan sammenligning?

Hvad nu hvis Galaksers "sorte huller" ikke indeholder andet end hullerne i Orkaners øjne? Galakser er jo også skabt af kosmiske vinde/bølger af varmegenererende energier der påvirker kold gas og stoffer i og derved skaber hvirvler som roterer stærkere og stærkere.

De Gamle forstod! En Galakse kan have både hvide og sorte huller i spiralen.

Hvad nu hvis der ikke sidder en stærk trold midt i diverse galakser og praktiserer ”naturvidenskabelig tyngdekraft/tiltrækningskraft”? Er en galakses øje ikke bare sort fordi dens kosmiske baggrund for det meste er netop sort? Er hullet ikke bare et tomt hul ligesom i øjet i en Orkan hvor man kan se den blå himmel fordi himlen netop er blå? Og ganske ligesom i en Orkan er der enorme kræfter på spil inde i øjets roterende sider samt i top og bund. Varm luft presses op og kold luft presses ned i en roterende bevægelse, ganske ligesom med Galakser. Det er jo kun et spørgsmål om at få et simpelt kendskab til almindelige og naturligt forekommende vejrfænomener på det Globale og på det Universelle plan. Sorte Galaktiske øjne på Himlen eller blå Jordiske øjne på Jorden – det er kun et spørgsmål om baggrunden for ens naturlige udsyn. Begge huller er tomme, men ellers sker en hulens masse.

SOLSYSTEMET OG GALAKSEN MÆLKEVEJEN

Som nævnt ovenfor, sker der et udvidende pres fra Solen og ud i Solsystemet (Princip 2). Men da der også foregår en udvidende proces fra Mælkevejens centrum, bliver der tale om 2 udvidende kræfter der periodisk arbejder imod hinanden og periodisk arbejder med hinanden (Princip 4). Og da den stærkeste kraft (endnu) kommer fra Galaksens centrum, bliver resultatet (indtil videre) at denne kraft påvirker mest i forhold til Solens pressende kraft.

Den pressende kraft fra Solen og Galaksen arbejder i den samme retning og forstærker hinanden når f. eks. Jorden er på vej til det punkt i omløbsbanen om Solen hvor Jorden er længst væk fra Solen. Dette sker fordi både den pressende kraft fra Mælkevejen og den pressende kraft fra Solen går i samme retning. Og efterfølgende modarbejder den pressende kraft fra Solen og den pressende kraft fra Galaksens centrum hinanden når Jorden er på vej ind imod retningen til Galaksens centrum.

JORDENS KREDSLØB, BANEEKCENTRICITET OG TYNGDEPRES

Jordens bane om Solen er ikke er perfekt cirkel. Når Solen står i stjernebilledet Skytten, bliver Jorden presset både fra Solen og fra Galaksens centrum. Dette bevirker at sommerens halvår, opdelt efter den sande Soltid, rent faktisk er nogle dage længere end vinterhalvårets halvdel fordi kredsløbsbanen bliver presset ud i en elliptisk form.

Datolinjen for hvornår Jorden er fjernest og nærmest Solen er 4. Juli og 4. Januar.

Jorden er længst fra Solen d. 4. Juli, hvor afstanden til vores livgivende stjerne vil være 152,1 mio. km. Når Jorden d. 4. Januar er tættest på Solen, er afstanden ca. 147,1 mio. km.

Har man et drejeligt Stjerneatlas og sætter midnats- eller middags linjen på de to datoer, kan man anvende 2 af de mest klare stjerner, nemlig Vega i Lyren og Sirius i Store Hund, som en guidelinje til hvornår Jorden er fjernest og tættest på Solen. Denne linje har samtidig en anden væsentlig betydning idet linjen fra stjernen Sirius til venstre og til stjernen Vega til højre viser retningen til vor Galakses centrum i stjernebilledet Skytten. Disse faktorer er naturligvis også indbygget i gamle kulturers mytologiske fortællinger om Skabelsen.

JORDENS OCEANER OG MÅNEN

Der er IKKE Månen der "trækker" i Jordens oceaner når disse hæves og sænkes. Disse bevægelser skyldes primært PRESSET fra Solvinden og variationerne opstår når Månen henholdsvis SKYGGER for Solvindens PRES og når Månen SKYGGER for det ekstrasolare PRES fra Galaksen.

TOP

---