---

MYTEN OM ATLANTIS

 

Platon var måske den første som skrev historien om Atlantis, men historien må have været fortalt millionvis af gange igennem tusindvis af år, måske i de 9.000 år som Platon refererer til i sin fortælling.

 

Vi kender alle hvordan en historie kan forandre sig når den er blevet fortalt mange gange. Og når det handler om en meget gammel historie, er en mytologisk mening i fare for at blive forvandlet til ugenkendelighed og specielt hvis historiefortælleren ikke selv har nogen personlig erfaring med mytiske oplevelser og deres betydning.

 

I vores tider har det moderne menneske store vanskeligheder med at forstå de gamle mytologiske fortællinger og det basale indhold i religionerne. Dette gælder især de mytologiske forklaringer angående Skabelsesfortællingerne fra Jordens forskellige kulturer. En fortælling der i bund og grund er meget globalt  enslydende og genkendelig, selv om der kan have været lidt andre symboler for at billedgøre fortællingen.

 

Men selv om man kan genkende mange fælles elementer i de globale fortællinger om Skabelsen, er der stadig mange forskellige opfattelser om hvad historierne, og herunder også historien om Atlantis, egentlig handler om.

 

Hvis historien om Atlantis handler om et geografisk sted der engang er sunket i havet, så er det bare et spørgsmål om man kan finde lokaliten, men hvis historien er en parallelhistorie til Skabelsesfortællingen, så handler den om så meget mere. Faktisk handler den så om alt der engang blev skabt og hvordan det blev skabt. Og hvis der er tale om en mytologisk forklaring, må historien også indeholde klare mytologiske elementer.

 

NØGLEORD FRA ATLANTIS FORTÆLLINGEN

 

Farven på "stene og klipper"

 

1. Rød                    Jordens Sfære               Betydning: Ler; fysisk stof
2. Hvid                   Solens Sfære                 Betydning: Dag; Lys
3. Sort                    Stjernernes Sfære         Betydning: Nat; Himmelrummet

 

Disse farvede "Stene og klipper" er bare en fortælleteknik der anvendes for at foklare hvorledes "den hellige bygning ser ud" når den er konstrueret ud fra kendskabet til de ovennævnte 3 sfærer eller dimensioner. Og dimensioner betyder ikke bare horisontale, men også vertikale.

 

Koncentriske Ringe

 

Verdensbilledet i mange gamle kulturer var/er at alt i livet er en helhed der kan opdeles i flere dimensioner, som nævnt ovenfor med Jordens, Solens og Himlens sfære og deres forskellige rytmer.

 

Koncentriske ringe er kendte fra meget gammel tid. Herover en Helleristning.

 

Disse 3 dimensioner eller Verdener er i mange kulturer synboliseret med 3 ringe eller hjul, men mange flere ringe eller hjul kan tilføjes for at beskrive flere kosmologiske forhold. "Ringe eller Hjul" kendes også fra Bibelen, hvor Ezekiel i et syn så "hjul indeni hjul" og det er jo concentriske ringe af kosmisk skabelse der her er tale om.

 

Et Helleristningsbillede med 9 koncentriske ringe og en museumskopi af et Finsk Bronzealdersmykke som sagtens kunne symbolisere vores Galakse og Solsystemets placering i Galaksen.

 

Kosmologiske Ringe for forskellige Kosmologiske Cykler

 

Jorden           1 Ring         Dag og Nat

Solen             1 Ring         Årets Sæsoner

Månen           1 Ring         Månens Cyclus

Planeter         Flere           Planeters Cycler    (Ofte 5 ringe for de bedst synlige Planeter)

Stjerner         1 Ring         Stjerneåret

Galaksen        1 Ring         Solsystemets Skabelse

Universet       1 Ring         Universets Skabelsesprocesser.

 

(NB om Universets Skabelsesprocesser: 99,9 % Hydrogen og Helium danner Grundmediet. Resten 0,1 % er  Molekylære Gas og Stofskyer. Kosmiske eksplosioner danner lokale Hvirvelbevægelser i Gas og Stofskyerne med efterfølgende Klumpning; Opvarmning; Sammensmeltning; Eksplosion og Udvidelse. Altså en evig udvidelse hvor alting spredes via en Indfoldning og Udfoldning).

 

Alt i alt kan man altså lave i hvertilfælde 11 Koncentriske Ringe der hver især kan beskrive den tilhørende cyklus og alle ringe beskriver tilsammen det mytologiske eller religiøse helhedsbillede. En viden som vore forfædre og formødre gjorde sig mange anstrengelser med at bevare både mundtligt ved Mytefortællingen om Jordens Skabelse og Jordens placering i Kosmos og fysisk underbyggede denne fortælling ved at konstruere en mangfoldighed af rituelle bygninger for at bevare og anskueliggøre den mundtlige fortælling.

 

Læser man Platons dialog, Timaeus, handler denne dialog om Kosmologi og Kosmonogi, altså om Skabelsen og Jordens forhold og indretning i denne Skabelse. ( http://en.wikipedia.org/wiki/Plato#Plato.27s_Dialogues (Timaeus))

 

En katastrofisk hændelse eller en dramatisk fortælling om Skabelsen?

Fortællingen om Atlantis burde egentlig være beskrevet som en dramatisk fortælling om stærke kosmiske kræfter af elektriske udladninger som påvirker det kosmiske molekylære gas og stof, men den kosmiske historie er også blevet fortalt som sammenligninger med naturlige fænomener med brug af symboler fra den menneskelige verden og symboler fra plante- og dyreriget samt fra de 4 grundelementer ild, luft, vand og jord. Hvordan kan vi mennesker ellers fortælle om makrokosmiske fænomener uden at sammenligne med de Jordiske forhold?

 

Veje til erkendelse

 

Moderne mennesker lærer mest via studier hvor indholdet er mest baseret på målelige og tekniske undersøgelser og eksperimenter. Uddannelse er et spørgsmål om at få et stort kendskab til et emne som er meget specialiseret. Selv om en sådan indlæringsproces kan være meget anstrengende, er den for intet at regne i sammenligning med en mytologisk uddannelse som omfatter både en fysisk og en spirituel uddannelse.

 

Den mytologiske tradition fortæller at alt er forbundet og sammenfoldet og udfoldet i alle retninger. Det er først i moderne tider at det menneskelige sind har udviklet sig væk fra det holistiske verdensbillede og antaget det lineære og specialiserede verdensbillede der er opsplittet i mange grene af uddannelse.

 

Det moderne menneske kender en masse til en specialiseret emne hvor det mytologiske menneske kender til mange emner i det cykliske verdensbillede. Dertil kommer at det mytologiske menneske ikke bare anvender de fysiske sanser men i særdeleshed også de spirituelle sanser hvor muligheden for at få ud-af-kroppen-visioner om kosmos, erkendelsesmæssigt fuldender deres verdensbillede.

 

Der er ingen anden vej til at forstå fortællingen om Atlantis, eller om andre mytologiske fortællinger for den sags skyld, end at acceptere den spirituelle vej og metode til erkendelse. Hvis ikke man erkender dette, kan man lige så godt opgive at forstå både Atlantisfortællingen og andre mytologiske fortællinger.

 

Jeg ved fra egne spirituelle oplevelser som jeg, af uransagelige og ikke selvprovokerede årsager, er blevet velsignet - eller belastet - med. Desværre var jeg ikke culturelt eller religiøst forberedt til at have disse ud-af-kroppen-oplevelser med diverse kosmiske visioner og jeg fik nok ikke al viden ud af oplevelserne som jeg ellers kunne have fået hvis ikke vores kultur havde glemt denne vej til erkendelse, men de egentlige oplevelser er beskrevet her: http://native-science.dk/Visioner.Spirituelle.htm - og efterfølgende har jeg fået uddybet mine oplevelser til en meget bedre forståelse ved at sammenligne de spirituelle/mytologiske oplevelser med moderne viden fra Astronomi og Kosmologi.

 

Flodmyten

 - Når en person skal forklare hvordan den mytologiske "Himmelske Flod" er et kosmologisk faktum, står vedkommende overfor en stor opgave idet denne fortælling også omhandler selve Skabelsesfortællingen hos mange oprindelige folkeslag. Konturerne af vores galakse, Mælkevejen, er ofte mytologisk beskrevet som "en stor flod" der flyder rundt om Jorden som kan ses på nattehimlen på gunstige årstider, men fortællinger om denne store flod bliver ofte misforstået som en stor flod" der engang i historisk tid oversvømmede Jorden. Denne misforståelse er nem at forstå når man ved, at de fortællende individer ikke har en myto-kosmologisk forståelse af den overleverede eller læste tekst. "En stor mytologisk flod der flyder over Jorden på nattehimlen" bliver dermed til en "stor flod der konkret har oversvømmet Jorden i historisk tid". Den samme misforståelse finder også sted med Bibelens fortælling om Noas Ark, en historie der også omhandler den himmelske Mælkevejs Flod hvor et stort skib sejler omkring himmelens nordpol, en fortælling der også har en parallel til Nordisk Mytologi med fortællingen om det største skib, Balders "Hringhorne".

 

 Platon fandt også beskrivelsen af "vandvejene i Atlantis meget komplicerede og indviklede", og specielt fordi tusinder af mundtlige traditionelle mytologiske overleveringer havde gjort fortællingen mere og mere uklar i takt med den øgede materielle udvikling og mindre fokus på den spirituelle og den mytologiske overlevering, og da Platon åbenbart ikke selv havde den klare mytologiske eller spirituelle uddannelse, blev forståelsen af fortællingen også derefter.

 

"På én nat og én dag gik Atlantis under" hedder det i fortællingen, men i stedet for at forstå fortællingen bogstaveligt, skal den naturligvis forståes mytologisk og med et konkret kosmologisk indhold. Hver eneste dag "går Atlantis under". Solen, Månen, Planeterne og en del af de ikke-cirkumpolare stjerner går under i takt med Jordens rotation. Mælkevejens konturer drejer også tilsyneladende rundt og da den sydlige del af Mælkevejens konturer fortsætter ned under den nordlige horisont til Jordens sydlige hemisfære, så bliver denne del af fortællingen naturligvis indflettet i fortællingen om et Atlantis der i sig selv er placeret "under horisonten/havet". Dermed siges også noget om hvem der fortæller, nemlig mennesker der lever på den nordligere halvdel af Jordens hemisfære.

 

Betydningen af "Atlantis der gik under", får en helt anden drejning og mening når man kender noget til vores galakse, Mælkevejen, og især om hvad der mytologisk fortælles om Skabelsen. I retningen af stjernebilledet Skytten, ligger Mælkevejens centrum. Dette center er mtologisk beskrevet som Urhøjen, hvorfra alt i vores galakse engang blev dannet og formet. Dette skete da en kosmisk ekplosion ramte en kosmis sky af gas og stof som blev magnetiseret af de elektriske impulser. De magnetiske hvirvler samlede først gassen og stofferne og smeltede disse sammen til større sfærer af gas = stjerner og stoffer = planeter og da sammenklumpningen nåede en kritisk masse, blev de kommende stjerner og planeter slynget ud fra centeret eller Urhøjen i den skabte Mælkevej-galakse.

 

Konklusion:

Med denne fortælling, hvor mytologiske forklaringer indtolkes i moderne kosmologiske erkendelser, kan man meget bedre forstå hvorledes Atlantis = Urhøjen beskrives mytologisk. Der er i virkeligheden tale om en spirituel/mytologisk fortælling om hvorledes alt i vores galakse er skabt og især om hvor centeret (Atlantis) i vores galakse er placeret, nemlig "down under", som Urhøjen, under den nordlige hemisfæres horisont og i galaksens centrum i stjernebilledet Skytten.

 Denne konklusion må dermed også afsluttes med en kraftig understregning af at de mytologiske fortællinger ikke er baseret på skrøner eller almindelige historiske hændelser, men at de indeholder en konkret kosmologisk viden. En viden der altså også er baseret på spirituelle oplevelser eller visioner af en universel intuitiv karakter der er langt overlegen alle andre veje til universel erkendelse om kosmos.

 

Links:

http://native-science.dk/Helleristninger.Galaksen.Konturer.htm

http://native-science.dk/Kosmologi.Nordisk.Skabelse.htm

http://native-science.dk/Galaksen.Modergudinden.htm

http://native-science.dk/Fabeldyr.Antropomorfi.htm

http://native-science.dk/Gudfader.Galaksen.htm

http://native-science.dk/Forfader.Kult.htm

TOP

---