|
| |
MYTEN OM
ATLANTIS
Platon var måske
den første som skrev historien om Atlantis, men historien må have
været fortalt millionvis af gange igennem tusindvis af år, måske i
de 9.000 år som Platon refererer til i sin fortælling.
Vi kender alle
hvordan en historie kan forandre sig når den er blevet fortalt mange
gange. Og når det handler om en meget gammel historie, er en
mytologisk mening i fare for at blive forvandlet til ugenkendelighed
og specielt hvis historiefortælleren ikke selv har nogen personlig
erfaring med mytiske oplevelser og deres betydning.
I vores tider har
det moderne menneske store vanskeligheder med at forstå de gamle
mytologiske fortællinger og det basale indhold i religionerne. Dette
gælder især de mytologiske forklaringer angående
Skabelsesfortællingerne fra Jordens forskellige kulturer. En
fortælling der i bund og grund er meget globalt enslydende og
genkendelig, selv om der kan have været lidt andre symboler for at
billedgøre fortællingen.
Men selv om man
kan genkende mange fælles elementer i de globale fortællinger om
Skabelsen, er der stadig mange forskellige opfattelser om hvad
historierne, og herunder også historien om Atlantis, egentlig
handler om.
Hvis historien om
Atlantis handler om et geografisk sted der engang er sunket i havet,
så er det bare et spørgsmål om man kan finde lokaliten, men hvis
historien er en parallelhistorie til Skabelsesfortællingen, så
handler den om så meget mere. Faktisk handler den så om alt der
engang blev skabt og hvordan det blev skabt. Og hvis der er tale om
en mytologisk forklaring, må historien også indeholde klare
mytologiske elementer.
NØGLEORD FRA
ATLANTIS FORTÆLLINGEN
Farven på "stene
og klipper"
-
Rød
Jordens Sfære
Betydning: Ler; fysisk stof
-
Hvid
Solens Sfære
Betydning: Dag; Lys
-
Sort
Stjernernes Sfære
Betydning: Nat; Himmelrummet
Disse farvede
"Stene og klipper" er bare en fortælleteknik der anvendes for at
foklare hvorledes "den hellige bygning ser ud" når den er
konstrueret ud fra kendskabet til de ovennævnte 3 sfærer eller
dimensioner. Og dimensioner betyder ikke bare horisontale, men også
vertikale.
Koncentriske
Ringe
Verdensbilledet i
mange gamle kulturer var/er at alt i livet er en helhed der kan
opdeles i flere dimensioner, som nævnt ovenfor med Jordens, Solens
og Himlens sfære og deres forskellige rytmer.
Koncentriske
ringe er kendte fra meget gammel tid. Herover en Helleristning.
Disse 3 dimensioner eller Verdener er i mange
kulturer synboliseret med 3 ringe eller hjul, men mange flere ringe
eller hjul kan tilføjes for at beskrive flere kosmologiske forhold.
"Ringe eller Hjul" kendes også fra Bibelen, hvor Ezekiel i et syn så
"hjul indeni hjul" og det er jo concentriske ringe af
kosmisk skabelse der
her er tale om.
Et
Helleristningsbillede med 9 koncentriske ringe og en museumskopi af
et Finsk Bronzealdersmykke som sagtens kunne symbolisere vores
Galakse og Solsystemets placering i Galaksen.
Kosmologiske
Ringe for forskellige Kosmologiske Cykler
Jorden
1 Ring Dag og Nat
Solen 1 Ring
Årets Sæsoner
Månen 1 Ring
Månens Cyclus
Planeter
Flere
Planeters Cycler (Ofte 5 ringe for de bedst
synlige Planeter)
Stjerner 1 Ring
Stjerneåret
Galaksen
1 Ring
Solsystemets Skabelse
Universet
1 Ring Universets
Skabelsesprocesser.
(NB om Universets
Skabelsesprocesser: 99,9 % Hydrogen og Helium danner Grundmediet.
Resten 0,1 % er Molekylære Gas og Stofskyer. Kosmiske eksplosioner danner lokale
Hvirvelbevægelser i Gas og Stofskyerne med efterfølgende Klumpning; Opvarmning;
Sammensmeltning; Eksplosion og Udvidelse. Altså en evig udvidelse
hvor alting spredes via en Indfoldning og Udfoldning).
Alt i alt kan man
altså lave i hvertilfælde
11 Koncentriske Ringe der hver især kan beskrive den tilhørende cyklus og
alle ringe beskriver tilsammen det mytologiske eller religiøse
helhedsbillede. En viden som vore forfædre og formødre gjorde sig
mange anstrengelser med at bevare både mundtligt ved
Mytefortællingen om Jordens Skabelse og Jordens placering i Kosmos og fysisk
underbyggede denne fortælling ved at
konstruere en mangfoldighed af rituelle bygninger for at bevare og
anskueliggøre den
mundtlige fortælling.
Læser
man Platons dialog, Timaeus, handler denne dialog om Kosmologi og
Kosmonogi, altså om Skabelsen og Jordens forhold og indretning i
denne Skabelse. (
http://en.wikipedia.org/wiki/Plato#Plato.27s_Dialogues (Timaeus))
En katastrofisk hændelse
eller en dramatisk fortælling om Skabelsen?
Fortællingen om
Atlantis burde egentlig være beskrevet som en dramatisk fortælling om
stærke kosmiske kræfter af elektriske udladninger som påvirker det
kosmiske molekylære gas og stof, men den kosmiske historie er også
blevet fortalt som sammenligninger med naturlige fænomener med brug af
symboler fra den menneskelige verden og symboler fra plante- og
dyreriget samt fra de 4 grundelementer ild, luft, vand og jord.
Hvordan kan vi mennesker ellers fortælle om makrokosmiske fænomener
uden at sammenligne med de Jordiske forhold?
Veje til erkendelse
Moderne mennesker
lærer mest via studier hvor indholdet er mest baseret på målelige og
tekniske undersøgelser og eksperimenter. Uddannelse er et spørgsmål
om at få et stort kendskab til et emne som er meget specialiseret.
Selv om en sådan indlæringsproces kan være meget anstrengende, er
den for intet at regne i sammenligning med en mytologisk uddannelse
som omfatter både en fysisk og en spirituel uddannelse.
Den mytologiske
tradition fortæller at alt er forbundet og sammenfoldet og udfoldet i
alle retninger. Det er først i moderne tider at det menneskelige sind
har udviklet sig væk fra det holistiske verdensbillede og antaget det
lineære og specialiserede verdensbillede der er opsplittet i mange
grene af uddannelse.
Det moderne
menneske kender en masse til en specialiseret emne hvor det
mytologiske menneske kender til mange emner i det cykliske
verdensbillede. Dertil kommer at det mytologiske menneske ikke bare
anvender de fysiske sanser men i særdeleshed også de spirituelle
sanser hvor muligheden for at få ud-af-kroppen-visioner om kosmos,
erkendelsesmæssigt fuldender deres verdensbillede.
Der er ingen anden
vej til at forstå fortællingen om Atlantis, eller om andre mytologiske
fortællinger for den sags skyld, end at acceptere den spirituelle vej
og metode til erkendelse. Hvis ikke man erkender dette, kan man lige
så godt opgive at forstå både Atlantisfortællingen og andre
mytologiske fortællinger.
Jeg ved fra egne
spirituelle oplevelser som jeg, af uransagelige og ikke
selvprovokerede årsager, er blevet velsignet - eller belastet - med.
Desværre var jeg ikke culturelt eller religiøst forberedt til at have
disse ud-af-kroppen-oplevelser med diverse kosmiske visioner og jeg
fik nok ikke al viden ud af oplevelserne som jeg ellers kunne have
fået hvis ikke vores kultur havde glemt denne vej til erkendelse, men
de egentlige oplevelser er beskrevet her:
http://native-science.dk/Visioner.Spirituelle.htm - og
efterfølgende har jeg fået uddybet mine oplevelser til en meget bedre
forståelse ved at sammenligne de spirituelle/mytologiske oplevelser
med moderne viden fra Astronomi og Kosmologi.
Flodmyten
- Når en person skal forklare hvordan den
mytologiske "Himmelske Flod" er et kosmologisk faktum, står
vedkommende overfor en stor opgave idet denne fortælling også
omhandler selve Skabelsesfortællingen hos mange oprindelige folkeslag.
Konturerne af vores
galakse, Mælkevejen, er ofte mytologisk beskrevet som "en stor flod"
der flyder rundt om Jorden som kan ses på nattehimlen på gunstige
årstider, men fortællinger om denne store flod bliver ofte misforstået
som en stor flod" der engang i historisk tid oversvømmede Jorden.
Denne misforståelse er nem at forstå når man ved, at de fortællende
individer ikke har en myto-kosmologisk forståelse af den overleverede
eller læste tekst. "En stor mytologisk flod der flyder over Jorden på
nattehimlen" bliver dermed til en "stor flod der konkret har
oversvømmet Jorden i historisk tid". Den samme misforståelse finder
også sted med Bibelens fortælling om Noas Ark, en historie der også
omhandler den himmelske Mælkevejs Flod hvor et stort skib sejler
omkring himmelens nordpol, en fortælling der også har en parallel til
Nordisk Mytologi med fortællingen om det største skib, Balders "Hringhorne".
Platon fandt
også beskrivelsen af "vandvejene i Atlantis meget komplicerede og
indviklede", og specielt fordi tusinder af mundtlige traditionelle
mytologiske overleveringer havde gjort fortællingen mere og mere uklar
i takt med den øgede materielle udvikling og mindre fokus på den
spirituelle og den mytologiske overlevering, og da Platon åbenbart ikke
selv havde den klare mytologiske eller spirituelle uddannelse, blev
forståelsen af fortællingen også derefter.
"På én nat og én dag gik Atlantis under" hedder
det i fortællingen, men i stedet for at forstå fortællingen
bogstaveligt, skal den naturligvis forståes mytologisk og med et
konkret kosmologisk indhold. Hver eneste dag "går Atlantis under".
Solen, Månen, Planeterne og en del af de ikke-cirkumpolare stjerner
går under i takt med Jordens rotation. Mælkevejens konturer drejer
også tilsyneladende rundt og da den sydlige del af Mælkevejens
konturer fortsætter ned under den nordlige horisont til Jordens
sydlige hemisfære, så bliver denne del af fortællingen naturligvis
indflettet i fortællingen om et Atlantis der i sig selv er placeret
"under horisonten/havet". Dermed siges også noget om hvem der
fortæller, nemlig mennesker der lever på den nordligere halvdel af
Jordens hemisfære.
Betydningen af
"Atlantis der gik under", får en helt anden drejning og mening når man
kender noget til vores galakse, Mælkevejen, og især om hvad der
mytologisk fortælles om Skabelsen. I retningen af stjernebilledet
Skytten, ligger Mælkevejens centrum. Dette center er mtologisk
beskrevet som Urhøjen, hvorfra alt i vores galakse engang blev dannet
og formet. Dette skete da en kosmisk ekplosion ramte en kosmis sky af
gas og stof som blev magnetiseret af de elektriske impulser. De
magnetiske hvirvler samlede først gassen og stofferne og smeltede
disse sammen til større sfærer af gas = stjerner og stoffer = planeter
og da sammenklumpningen nåede en kritisk masse, blev de kommende
stjerner og planeter slynget ud fra centeret eller Urhøjen i den
skabte Mælkevej-galakse.
Konklusion:
Med denne
fortælling, hvor mytologiske forklaringer indtolkes i moderne
kosmologiske erkendelser, kan man meget bedre forstå hvorledes
Atlantis = Urhøjen beskrives mytologisk. Der er i virkeligheden tale
om en spirituel/mytologisk fortælling om hvorledes alt i vores galakse
er skabt og især om hvor centeret (Atlantis) i vores galakse er
placeret, nemlig "down under", som Urhøjen, under den nordlige
hemisfæres horisont og i galaksens centrum i stjernebilledet Skytten.
Denne
konklusion må dermed også afsluttes med en kraftig understregning af
at de mytologiske fortællinger ikke er baseret på skrøner eller
almindelige historiske hændelser, men at de indeholder en konkret
kosmologisk viden. En viden der altså også er baseret på spirituelle
oplevelser eller visioner af en universel intuitiv karakter der er
langt overlegen alle andre veje til universel erkendelse om kosmos.
Links:
http://native-science.dk/Helleristninger.Galaksen.Konturer.htm
http://native-science.dk/Kosmologi.Nordisk.Skabelse.htm
http://native-science.dk/Galaksen.Modergudinden.htm
http://native-science.dk/Fabeldyr.Antropomorfi.htm
http://native-science.dk/Gudfader.Galaksen.htm
http://native-science.dk/Forfader.Kult.htm
TOP
|